Det er 13 år siden Chief Keef råbte “I Don’t Like” ud over Chicagos hustage og blev primus-motor for en bevægelse, der i dag har muteret i alle tænkelige retninger.
Trap er ikke længere bare Atlanta. Det er ikke bare lean, våben og hi-hats. Det er cykelture gennem San Francisco med Larry June i ørene. Det er paranoide stemninger fra Floridas tågede gader med Loe Shimmy. Det er skingre, skæve, eksperimenterende beats med 1900 Rugrat som din uregerlige tour guide. Og det er Icewear Vezzo fra Detroit, der med stenhård selvsikkerhed får dine hverdagsture ned ad Åboulevarden til at føles som en scene fra Menace II Society.
Trap-rap lever i bedste velgående - og den lever forskelligt. I denne udgave af Spotlight dykker vi ned i nogle af de mest interessante og skæve profiler i den amerikanske undergrund og opadgående overgrund. Fra smoothies og murstensinvesteringer til hallucinerende flows og G-Funk samples - vi kigger på hele spektret og stiller os selv spørgsmålet:
Hvad er trap anno 2025?
Et duftlys til 500 dollars, lange cykelture og importerede sofaer. Larry June løfter hverdagens banaliteter til noget nærmest fortryllende.
Larry June er vokset op i Atlantas rå nabolag, men da han fik sin søn, sagde han stop og flyttede til San Francisco for at forfølge sine drømme og lægge kriminaliteten bag ham. Dualiteten mellem den afslappede west-coast energi med enkelte øjeblikke af den hårdnakkede sydstats mentalitet fra Atlanta resulterer i en enorm kulturel bevidsthed og ikke mindst evne til at swerve ind og ud af stilarter og flows.
Den 33-årige rapper lever rent faktisk det, han rapper. Han samler på biler, både nye og gamle, som også fremgår på samtlige album covers. Custom Porsche 911’, Grand Nationals, BMW M3, Ferrari F8 Spider og mange flere af en slags biler, der er kreds for kendere. Og præcis den beskrivelse, kan man bruge om Larry Junes musik.
Der er noget atypisk ved Larry June. Hans ad-libs består af korte klap på skulderen til ham selv; “Good Job Larry!” og “Keep Going!”, “SOCK IT TO ME!” og “Ay ay ay” tilføjer et fuldstændig overlegent element til det allerede ubesværede flow. Teksterne handler om en hårdtarbejdende ung mands liv.
At have en sund økonomi, investere i mursten, drikke smoothies og kunne forsørge sin familie. Nogle gange er han alvorlig. Andre gange tangerer det til komedie.
“Had to bring my son with me, cuz he had school today. Zoom from the Macbook. Run up in this spot and I’ll show you how this MAC look.
I mange år har Larry June rumsteret under rappens mainstream overflade, men med sin seneste udgivelse ‘Life is Beautiful’, der er et fælles-projekt med 2 Chainz og produceren The Alchemist, begynder han efterhånden at tilføje mere finesse til sine projekter og i retning af noget der kan løftes op, på den højeste hylde.
For tager man et kig på Larry Junes udgivelsestempo, bliver man næsten forpustet. 20 album på 7 år, må siges at være en del, og desværre går mange af de bedste sange tabt i den massive mængde af musik. Vil man alligevel give sig i kast med Junes store katalog, kommer her en foreslået rute:
The Port of San Fransisco - Out The Trunk - Cruise USA
Numbers - Orange Print - The Great Escape - The Night Shift - Life is Beautiful
Floridas tågede outsider med en stemme som en hallucination
Første gang man lytter til Loe Shimmy, kan man ikke undgå at klø sig lidt i håret over, hvad han egentlig har gang i. Hans flow er usammenhængende og det lyder reelt som om, han holder sig for næsen, når han rapper. Alligevel tager man sig selv i at blive draget af det nærmest bedøvede lydbillede, han formår at stable på benene, på hver eneste sang.
Loe Shimmy kommer fra Broward County, Florida - samme sted som Kodak Black - men der er noget andet i hans lyd. Noget mere forpint, mere eksperimenterende end gennemsnittet.
Det er, som om hans musik er lavet på grænsen til søvn og panik - Han mumler, råber, griner, hvisker. Som om han ikke bare bruger stemmen til at rappe, men til at mærke efter.
Hvor trap engang var defineret af hi-hats og den mest modbydelige 808 du kunne diske op med blandet med en hård maskulin energi, bringer Loe Shimmy en helt anden facet ind i ligningen: paranoia, sorg og følelser.Og virkelig mange af dem.
Han er som en trap-universets billedkunstner, der hellere vil male med skæve linjer end med skabeloner. Beatsene er minimalistiske, mørke og enormt atmosfæriske.
Han rapper ikke om luksus og status. Nuvel, han er jo stadig rapper, så han slipper ikke udenom at spille smart her og der, men primært drejer det sig om kvinder og Shimmys forhold til dem.
Nu skal du se noget mærkeligt.
Luk øjnene, og forestil dig Eminem, hvis det var 2025 og han voksede op i sydstaterne.
Nej. Forestil dig Eminem hvis han var to meter høj, ranglet, havde “1900” tatoveret over hele halsen og snakkede med den tykkeste south-of-florida dialekt du kan forestille dig.
Så har du rapperen 1900 Rugrat.
1900Rugrat er vokset op i Limestone Creek, Florida, men hans musik lyder som en fusion af alle de forskellige trap-æraer, der har formet USA. Fra den sprøde, næsten sløve stil fra Florida til de hektiske og kaotiske beats fra Atlanta.
Han er irrationel og skør, og det er virkelig fedt. Når man altså lige vender sig til det.
Hans musik er kaotisk på en måde, der ikke lader sig styre af nogen regler. Han spiller med strukturerne og smadrer dem, som om han er i gang med at finde ud af, hvad der egentlig fungerer. Det er ikke altid let at følge med på de nye strømninger, og skal jeg være ærlig var jeg selv ret hurtig til at afskrive den ranglede figur.
Men når man først fanger rytmen, begynder man at forstå, hvorfor det virker så godt. Rugrat er ikke interesseret i at gøre tingene glatte eller forudsigelige. Han er et meget godt billede på, hvor amerikansk trap rap befinder sig 13 år efter Chief Keef lagde soklen til fundamentet med Finally Rich albummet.
Hvis du kan sidde stille til Icewear Vezzos beats, så skylder jeg dig en sodavand.
Ud af Detroit kommer Icewear Vezzo. Ligesom Larry June, har han i lang tid ulmet på trapscenen, men på hans nyligt udgivne EP UNDEFEATED, har han virkelig strømlinet det han gør bedst.
Det er nemlig ikke Vezzos verbale levering eller kompetent lyrik, der får en til at spole tilbage, der gør Icewear Vezzo speciel.
Det er de åndssvagt dygtigtsamplede beats og Vezzos formåen af at få Aarhus’ gader til at føles som Atlantas’, når jeg vader ned af Åboulevarden med mit semi dyre B&O headset. Og på “Streets Ain't The Same” får han kort og præcist tegnet en stor, fed streg i sandet over et beat, der sampler de legendariske G-Funk forfædre Nate Dogg og Warren G’s “Regulate”.
AV! For et nummer, og sådan bliver det ellers ved, resten af EP’en. Trap i sin pureste form, som en sand connoisseur kan lide det!
Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt dig, at Chief Keef er tilbage, hører jeg dig sige?
Ja. Konceptet går ud på, at fremhæve upcoming artister, og dem, der ikke har fået den opmærksomhed deres potentiale byder på.
Chief Keef er måske en af de mest vitale artister for rap-genren i dag. Det er et bold statement, men det er sandt. Dog har han i de sidste mange år spildt sit talent, og nærmest forsvundet fra mainstream trap.
I overfloden af udgivelser siden det legendariske debutalbum Finally Rich, har Chief Keef reduceret sin stjernestatus til værende ham, der udgiver niveauet under middelmådige mixtapes, og ham, der engang svarede 300 til, hvor gammel han var, i et interview med The Breakfast Club.
Men midt i alt kaosset har Keef formået at samle sig selv op, hvis man skal være lidt kritisk:
Formået at tage sig selv og sin musik alvorligt.
På Almighty So 2 er det lidt, som da Don Corleone returnerer fra sygehuset i Godfather, efter at have været forsøgt dræbt. The godfather of trap is back, tænker jeg, da jeg hører intronummeret “Almighty” og er vitterligt på røven, da droppet endelig lander efter 1:18 sekunder. Et virkelig veludført og længe ventet album, der rummer gigantiske slaps som: “Never Fly Here” med en klassisk Quavo feature, “Jesus” hvor Keef virkelig viser noget af sin personlighed, og ikke mindst på “Too Trim” med hvad der indiskutabelt må krones årets bar, allerede i april
"Make me lose my fucking temper, hit the nerve switch
Yeah you ride it like a broom, you still a bird, witch”.
Det er 13 år siden Chief Keef råbte “I Don’t Like” ud over Chicagos hustage og blev primus-motor for en bevægelse, der i dag har muteret i alle tænkelige retninger.
Trap er ikke længere bare Atlanta. Det er ikke bare lean, våben og hi-hats. Det er cykelture gennem San Francisco med Larry June i ørene. Det er paranoide stemninger fra Floridas tågede gader med Loe Shimmy. Det er skingre, skæve, eksperimenterende beats med 1900 Rugrat som din uregerlige tour guide. Og det er Icewear Vezzo fra Detroit, der med stenhård selvsikkerhed får dine hverdagsture ned ad Åboulevarden til at føles som en scene fra Menace II Society.
Trap-rap lever i bedste velgående - og den lever forskelligt. I denne udgave af Spotlight dykker vi ned i nogle af de mest interessante og skæve profiler i den amerikanske undergrund og opadgående overgrund. Fra smoothies og murstensinvesteringer til hallucinerende flows og G-Funk samples - vi kigger på hele spektret og stiller os selv spørgsmålet:
Hvad er trap anno 2025?
Et duftlys til 500 dollars, lange cykelture og importerede sofaer. Larry June løfter hverdagens banaliteter til noget nærmest fortryllende.
Larry June er vokset op i Atlantas rå nabolag, men da han fik sin søn, sagde han stop og flyttede til San Francisco for at forfølge sine drømme og lægge kriminaliteten bag ham. Dualiteten mellem den afslappede west-coast energi med enkelte øjeblikke af den hårdnakkede sydstats mentalitet fra Atlanta resulterer i en enorm kulturel bevidsthed og ikke mindst evne til at swerve ind og ud af stilarter og flows.
Den 33-årige rapper lever rent faktisk det, han rapper. Han samler på biler, både nye og gamle, som også fremgår på samtlige album covers. Custom Porsche 911’, Grand Nationals, BMW M3, Ferrari F8 Spider og mange flere af en slags biler, der er kreds for kendere. Og præcis den beskrivelse, kan man bruge om Larry Junes musik.
Der er noget atypisk ved Larry June. Hans ad-libs består af korte klap på skulderen til ham selv; “Good Job Larry!” og “Keep Going!”, “SOCK IT TO ME!” og “Ay ay ay” tilføjer et fuldstændig overlegent element til det allerede ubesværede flow. Teksterne handler om en hårdtarbejdende ung mands liv.
At have en sund økonomi, investere i mursten, drikke smoothies og kunne forsørge sin familie. Nogle gange er han alvorlig. Andre gange tangerer det til komedie.
“Had to bring my son with me, cuz he had school today. Zoom from the Macbook. Run up in this spot and I’ll show you how this MAC look.
I mange år har Larry June rumsteret under rappens mainstream overflade, men med sin seneste udgivelse ‘Life is Beautiful’, der er et fælles-projekt med 2 Chainz og produceren The Alchemist, begynder han efterhånden at tilføje mere finesse til sine projekter og i retning af noget der kan løftes op, på den højeste hylde.
For tager man et kig på Larry Junes udgivelsestempo, bliver man næsten forpustet. 20 album på 7 år, må siges at være en del, og desværre går mange af de bedste sange tabt i den massive mængde af musik. Vil man alligevel give sig i kast med Junes store katalog, kommer her en foreslået rute:
The Port of San Fransisco - Out The Trunk - Cruise USA
Numbers - Orange Print - The Great Escape - The Night Shift - Life is Beautiful
Floridas tågede outsider med en stemme som en hallucination
Første gang man lytter til Loe Shimmy, kan man ikke undgå at klø sig lidt i håret over, hvad han egentlig har gang i. Hans flow er usammenhængende og det lyder reelt som om, han holder sig for næsen, når han rapper. Alligevel tager man sig selv i at blive draget af det nærmest bedøvede lydbillede, han formår at stable på benene, på hver eneste sang.
Loe Shimmy kommer fra Broward County, Florida - samme sted som Kodak Black - men der er noget andet i hans lyd. Noget mere forpint, mere eksperimenterende end gennemsnittet.
Det er, som om hans musik er lavet på grænsen til søvn og panik - Han mumler, råber, griner, hvisker. Som om han ikke bare bruger stemmen til at rappe, men til at mærke efter.
Hvor trap engang var defineret af hi-hats og den mest modbydelige 808 du kunne diske op med blandet med en hård maskulin energi, bringer Loe Shimmy en helt anden facet ind i ligningen: paranoia, sorg og følelser.Og virkelig mange af dem.
Han er som en trap-universets billedkunstner, der hellere vil male med skæve linjer end med skabeloner. Beatsene er minimalistiske, mørke og enormt atmosfæriske.
Han rapper ikke om luksus og status. Nuvel, han er jo stadig rapper, så han slipper ikke udenom at spille smart her og der, men primært drejer det sig om kvinder og Shimmys forhold til dem.
Nu skal du se noget mærkeligt.
Luk øjnene, og forestil dig Eminem, hvis det var 2025 og han voksede op i sydstaterne.
Nej. Forestil dig Eminem hvis han var to meter høj, ranglet, havde “1900” tatoveret over hele halsen og snakkede med den tykkeste south-of-florida dialekt du kan forestille dig.
Så har du rapperen 1900 Rugrat.
1900Rugrat er vokset op i Limestone Creek, Florida, men hans musik lyder som en fusion af alle de forskellige trap-æraer, der har formet USA. Fra den sprøde, næsten sløve stil fra Florida til de hektiske og kaotiske beats fra Atlanta.
Han er irrationel og skør, og det er virkelig fedt. Når man altså lige vender sig til det.
Hans musik er kaotisk på en måde, der ikke lader sig styre af nogen regler. Han spiller med strukturerne og smadrer dem, som om han er i gang med at finde ud af, hvad der egentlig fungerer. Det er ikke altid let at følge med på de nye strømninger, og skal jeg være ærlig var jeg selv ret hurtig til at afskrive den ranglede figur.
Men når man først fanger rytmen, begynder man at forstå, hvorfor det virker så godt. Rugrat er ikke interesseret i at gøre tingene glatte eller forudsigelige. Han er et meget godt billede på, hvor amerikansk trap rap befinder sig 13 år efter Chief Keef lagde soklen til fundamentet med Finally Rich albummet.
Hvis du kan sidde stille til Icewear Vezzos beats, så skylder jeg dig en sodavand.
Ud af Detroit kommer Icewear Vezzo. Ligesom Larry June, har han i lang tid ulmet på trapscenen, men på hans nyligt udgivne EP UNDEFEATED, har han virkelig strømlinet det han gør bedst.
Det er nemlig ikke Vezzos verbale levering eller kompetent lyrik, der får en til at spole tilbage, der gør Icewear Vezzo speciel.
Det er de åndssvagt dygtigtsamplede beats og Vezzos formåen af at få Aarhus’ gader til at føles som Atlantas’, når jeg vader ned af Åboulevarden med mit semi dyre B&O headset. Og på “Streets Ain't The Same” får han kort og præcist tegnet en stor, fed streg i sandet over et beat, der sampler de legendariske G-Funk forfædre Nate Dogg og Warren G’s “Regulate”.
AV! For et nummer, og sådan bliver det ellers ved, resten af EP’en. Trap i sin pureste form, som en sand connoisseur kan lide det!
Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt dig, at Chief Keef er tilbage, hører jeg dig sige?
Ja. Konceptet går ud på, at fremhæve upcoming artister, og dem, der ikke har fået den opmærksomhed deres potentiale byder på.
Chief Keef er måske en af de mest vitale artister for rap-genren i dag. Det er et bold statement, men det er sandt. Dog har han i de sidste mange år spildt sit talent, og nærmest forsvundet fra mainstream trap.
I overfloden af udgivelser siden det legendariske debutalbum Finally Rich, har Chief Keef reduceret sin stjernestatus til værende ham, der udgiver niveauet under middelmådige mixtapes, og ham, der engang svarede 300 til, hvor gammel han var, i et interview med The Breakfast Club.
Men midt i alt kaosset har Keef formået at samle sig selv op, hvis man skal være lidt kritisk:
Formået at tage sig selv og sin musik alvorligt.
På Almighty So 2 er det lidt, som da Don Corleone returnerer fra sygehuset i Godfather, efter at have været forsøgt dræbt. The godfather of trap is back, tænker jeg, da jeg hører intronummeret “Almighty” og er vitterligt på røven, da droppet endelig lander efter 1:18 sekunder. Et virkelig veludført og længe ventet album, der rummer gigantiske slaps som: “Never Fly Here” med en klassisk Quavo feature, “Jesus” hvor Keef virkelig viser noget af sin personlighed, og ikke mindst på “Too Trim” med hvad der indiskutabelt må krones årets bar, allerede i april
"Make me lose my fucking temper, hit the nerve switch
Yeah you ride it like a broom, you still a bird, witch”.
Det er 13 år siden Chief Keef råbte “I Don’t Like” ud over Chicagos hustage og blev primus-motor for en bevægelse, der i dag har muteret i alle tænkelige retninger.
Trap er ikke længere bare Atlanta. Det er ikke bare lean, våben og hi-hats. Det er cykelture gennem San Francisco med Larry June i ørene. Det er paranoide stemninger fra Floridas tågede gader med Loe Shimmy. Det er skingre, skæve, eksperimenterende beats med 1900 Rugrat som din uregerlige tour guide. Og det er Icewear Vezzo fra Detroit, der med stenhård selvsikkerhed får dine hverdagsture ned ad Åboulevarden til at føles som en scene fra Menace II Society.
Trap-rap lever i bedste velgående - og den lever forskelligt. I denne udgave af Spotlight dykker vi ned i nogle af de mest interessante og skæve profiler i den amerikanske undergrund og opadgående overgrund. Fra smoothies og murstensinvesteringer til hallucinerende flows og G-Funk samples - vi kigger på hele spektret og stiller os selv spørgsmålet:
Hvad er trap anno 2025?
Et duftlys til 500 dollars, lange cykelture og importerede sofaer. Larry June løfter hverdagens banaliteter til noget nærmest fortryllende.
Larry June er vokset op i Atlantas rå nabolag, men da han fik sin søn, sagde han stop og flyttede til San Francisco for at forfølge sine drømme og lægge kriminaliteten bag ham. Dualiteten mellem den afslappede west-coast energi med enkelte øjeblikke af den hårdnakkede sydstats mentalitet fra Atlanta resulterer i en enorm kulturel bevidsthed og ikke mindst evne til at swerve ind og ud af stilarter og flows.
Den 33-årige rapper lever rent faktisk det, han rapper. Han samler på biler, både nye og gamle, som også fremgår på samtlige album covers. Custom Porsche 911’, Grand Nationals, BMW M3, Ferrari F8 Spider og mange flere af en slags biler, der er kreds for kendere. Og præcis den beskrivelse, kan man bruge om Larry Junes musik.
Der er noget atypisk ved Larry June. Hans ad-libs består af korte klap på skulderen til ham selv; “Good Job Larry!” og “Keep Going!”, “SOCK IT TO ME!” og “Ay ay ay” tilføjer et fuldstændig overlegent element til det allerede ubesværede flow. Teksterne handler om en hårdtarbejdende ung mands liv.
At have en sund økonomi, investere i mursten, drikke smoothies og kunne forsørge sin familie. Nogle gange er han alvorlig. Andre gange tangerer det til komedie.
“Had to bring my son with me, cuz he had school today. Zoom from the Macbook. Run up in this spot and I’ll show you how this MAC look.
I mange år har Larry June rumsteret under rappens mainstream overflade, men med sin seneste udgivelse ‘Life is Beautiful’, der er et fælles-projekt med 2 Chainz og produceren The Alchemist, begynder han efterhånden at tilføje mere finesse til sine projekter og i retning af noget der kan løftes op, på den højeste hylde.
For tager man et kig på Larry Junes udgivelsestempo, bliver man næsten forpustet. 20 album på 7 år, må siges at være en del, og desværre går mange af de bedste sange tabt i den massive mængde af musik. Vil man alligevel give sig i kast med Junes store katalog, kommer her en foreslået rute:
The Port of San Fransisco - Out The Trunk - Cruise USA
Numbers - Orange Print - The Great Escape - The Night Shift - Life is Beautiful
Floridas tågede outsider med en stemme som en hallucination
Første gang man lytter til Loe Shimmy, kan man ikke undgå at klø sig lidt i håret over, hvad han egentlig har gang i. Hans flow er usammenhængende og det lyder reelt som om, han holder sig for næsen, når han rapper. Alligevel tager man sig selv i at blive draget af det nærmest bedøvede lydbillede, han formår at stable på benene, på hver eneste sang.
Loe Shimmy kommer fra Broward County, Florida - samme sted som Kodak Black - men der er noget andet i hans lyd. Noget mere forpint, mere eksperimenterende end gennemsnittet.
Det er, som om hans musik er lavet på grænsen til søvn og panik - Han mumler, råber, griner, hvisker. Som om han ikke bare bruger stemmen til at rappe, men til at mærke efter.
Hvor trap engang var defineret af hi-hats og den mest modbydelige 808 du kunne diske op med blandet med en hård maskulin energi, bringer Loe Shimmy en helt anden facet ind i ligningen: paranoia, sorg og følelser.Og virkelig mange af dem.
Han er som en trap-universets billedkunstner, der hellere vil male med skæve linjer end med skabeloner. Beatsene er minimalistiske, mørke og enormt atmosfæriske.
Han rapper ikke om luksus og status. Nuvel, han er jo stadig rapper, så han slipper ikke udenom at spille smart her og der, men primært drejer det sig om kvinder og Shimmys forhold til dem.
Nu skal du se noget mærkeligt.
Luk øjnene, og forestil dig Eminem, hvis det var 2025 og han voksede op i sydstaterne.
Nej. Forestil dig Eminem hvis han var to meter høj, ranglet, havde “1900” tatoveret over hele halsen og snakkede med den tykkeste south-of-florida dialekt du kan forestille dig.
Så har du rapperen 1900 Rugrat.
1900Rugrat er vokset op i Limestone Creek, Florida, men hans musik lyder som en fusion af alle de forskellige trap-æraer, der har formet USA. Fra den sprøde, næsten sløve stil fra Florida til de hektiske og kaotiske beats fra Atlanta.
Han er irrationel og skør, og det er virkelig fedt. Når man altså lige vender sig til det.
Hans musik er kaotisk på en måde, der ikke lader sig styre af nogen regler. Han spiller med strukturerne og smadrer dem, som om han er i gang med at finde ud af, hvad der egentlig fungerer. Det er ikke altid let at følge med på de nye strømninger, og skal jeg være ærlig var jeg selv ret hurtig til at afskrive den ranglede figur.
Men når man først fanger rytmen, begynder man at forstå, hvorfor det virker så godt. Rugrat er ikke interesseret i at gøre tingene glatte eller forudsigelige. Han er et meget godt billede på, hvor amerikansk trap rap befinder sig 13 år efter Chief Keef lagde soklen til fundamentet med Finally Rich albummet.
Hvis du kan sidde stille til Icewear Vezzos beats, så skylder jeg dig en sodavand.
Ud af Detroit kommer Icewear Vezzo. Ligesom Larry June, har han i lang tid ulmet på trapscenen, men på hans nyligt udgivne EP UNDEFEATED, har han virkelig strømlinet det han gør bedst.
Det er nemlig ikke Vezzos verbale levering eller kompetent lyrik, der får en til at spole tilbage, der gør Icewear Vezzo speciel.
Det er de åndssvagt dygtigtsamplede beats og Vezzos formåen af at få Aarhus’ gader til at føles som Atlantas’, når jeg vader ned af Åboulevarden med mit semi dyre B&O headset. Og på “Streets Ain't The Same” får han kort og præcist tegnet en stor, fed streg i sandet over et beat, der sampler de legendariske G-Funk forfædre Nate Dogg og Warren G’s “Regulate”.
AV! For et nummer, og sådan bliver det ellers ved, resten af EP’en. Trap i sin pureste form, som en sand connoisseur kan lide det!
Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt dig, at Chief Keef er tilbage, hører jeg dig sige?
Ja. Konceptet går ud på, at fremhæve upcoming artister, og dem, der ikke har fået den opmærksomhed deres potentiale byder på.
Chief Keef er måske en af de mest vitale artister for rap-genren i dag. Det er et bold statement, men det er sandt. Dog har han i de sidste mange år spildt sit talent, og nærmest forsvundet fra mainstream trap.
I overfloden af udgivelser siden det legendariske debutalbum Finally Rich, har Chief Keef reduceret sin stjernestatus til værende ham, der udgiver niveauet under middelmådige mixtapes, og ham, der engang svarede 300 til, hvor gammel han var, i et interview med The Breakfast Club.
Men midt i alt kaosset har Keef formået at samle sig selv op, hvis man skal være lidt kritisk:
Formået at tage sig selv og sin musik alvorligt.
På Almighty So 2 er det lidt, som da Don Corleone returnerer fra sygehuset i Godfather, efter at have været forsøgt dræbt. The godfather of trap is back, tænker jeg, da jeg hører intronummeret “Almighty” og er vitterligt på røven, da droppet endelig lander efter 1:18 sekunder. Et virkelig veludført og længe ventet album, der rummer gigantiske slaps som: “Never Fly Here” med en klassisk Quavo feature, “Jesus” hvor Keef virkelig viser noget af sin personlighed, og ikke mindst på “Too Trim” med hvad der indiskutabelt må krones årets bar, allerede i april
"Make me lose my fucking temper, hit the nerve switch
Yeah you ride it like a broom, you still a bird, witch”.
